Mandagstanker….

LIDT MANDAGSTANKER….

I 17 år levede jeg med vold. Ikke som en fjern skygge, men som en daglig virkelighed. Jeg lærte at læse stemninger, at gøre mig lille, at finde skjulesteder. Jeg husker stadig den dag, jeg lå krøllet sammen bag et køleskab, så min daværende kæreste kun kunne nå at sparke mig på benene. Jeg troede ikke, jeg ville overleve. Jeg troede aldrig, jeg skulle få en stemme.

Men her står jeg. Som lokalpolitiker. Som menneske. Som én, der har rejst sig – ikke bare for mig selv, men også for andre.

At være lokalpolitiker er ikke bare møder, budgetter og beslutninger. Det er at stå midt i folks håb og frustrationer. At blive rost én dag og revet ned den næste. Det er at ville gøre det rigtige, men vide, at “det rigtige” sjældent er det samme for alle.

Jeg har ikke teflon. Jeg mærker det hele. Når tonen bliver hård. Når man bliver gjort til symbol på alt det, der ikke fungerer. Når man føler sig alene, selvom man er omgivet af masser af mennesker.

Men jeg ved også, at det netop er min historie, der gør mig stærk. Jeg ved, hvordan det føles at være magtesløs. Og derfor kæmper jeg for dem, der står alene. For dem, der har brug for nogen, der tør sige: “Jeg ser dig.”

Tak til jer, der bakker op. Tak til jer, der stiller spørgsmål med respekt. Og tak til jer, der husker, at bag hver politiker er der et menneske – med ar, med drømme, med vilje.