DAGENE DERPÅ - tanker
Det har været en fantastisk rejse og en intens valgkamp sammen med vores 14 kandidater i Liberal Alliance Frederikssund.
Jeg havde store planer – blandt andet at bruge min hjemmeside meget mere. Men når man som jeg, både sidder i byrådet, fører valgkamp og samtidig driver en forening med julehjælp, så blev det hårdere end forventet. De ugentlige nyhedsbreve måtte vige pladsen – jeg blev, som så mange andre, ramt af livet og manglen på sene nattetimer.
Men nu råber jeg højt: Jeg blev genvalgt!
Med 516 personlige stemmer og som nr. 2 ud af de 4 LA-kandidater, der kom i byrådet. Samt som nr. 8 ud af 23 mandater (ift personlige stemmer). Det er en stigning på hele 89 % i personlige stemmer – og det gør mig både stolt og taknemmelig. Det skal lige bundfælde sig, før jeg rækker armene i vejret og skriger: Jaaaaa!
Sammen med mig kom flg. ind:
1. Michael Tøgersen (nr. 3 med 2.334 personlige stemmer)
2. Charlotte Drue (nr. 8 med 516 personlige stemmer)
3. Chelle Lilly (nr. 13 med 405 personlige stemmer)
4. Tobias Isaksson (nr. 17 med 191 personlige stemmer)
Suppleant - Niels Offersen
En særlig tillykke og velkommen til Chelle og Tobias - vi fik fordoblet vores mandater i byrådet. Glæder mig til vores fortsatte samarbejde.
For LA Frederikssund fik et fantastisk valg.
Vores spids- og borgmesterkandidat Michael Tøgersen fik flest personlige stemmer af alle kandidater i Frederikssund Kommune - et kæmpe og velfortjent tillykke! Vi gik fra 2 - 4 byrådsmedlemmer. Det er så flot en valgkamp!
Tusind tak for jeres tillid.
Charlotte, ja - jeg er stolt, beæret – og pissehamrende træt med træt på! Det er ikke helt faldet på plads i mine tanker endnu. Småtuder lidt i bilen. Når en sød besked kommer på sms eller en dejlig opringning. I er fantastiske - tak!