Bagage, bagklogskab og at turde råbe højt

“Jeg slår dig kraftedme ihjel, hvis du så meget som hvisker det her til nogen”!!!

Jeg skriver om mange ting herinde. Nogle af dem kan virke grænseoverskridende, måske endda provokerende. Men jeg tvinger ingen til at læse med. At skrive føles naturligt for mig – også når emnet er tabubelagt.

Jeg skriver om mennesker. Om knuste drømme. Om håb. Ofte er historierne voldsomme – nogle gange meget voldsomme. Det er min måde at råbe op på. At fortælle om det, der foregår bag facaden, bag væggene, inde bag vinduerne. Om vold, selvmord og død… og om de mange nuancer derimellem. Jeg skriver også om kærlighed, tilgivelse, livet og den helt almindelige, fantastiske hverdag.

Men én ting skriver jeg sjældent om: sex.

For mig er det et kompliceret og dybt privat emne. Som teenager kunne jeg knap sige “tissemand” uden at rødme. Dengang troede jeg, det var en fase. I 1990 talte man ikke åbent om sex – ikke hjemme, ikke i skolen, ikke engang med veninderne.

Jeg var 19 år, da jeg havde min seksuelle debut. Jeg husker, at jeg frygtede at dø som gammeljomfru. Alle andre havde allerede prøvet det – men ingen kunne forklare, hvordan det egentlig var.

Men hvad sker der, når den første mand, man er i seng med… også er den, der tæver én?

For mig betød det, at sex blev ligegyldigt. Eller værre – en trussel. Han havde sine “behov”. Han stak den ind, og kort efter rullede han væk og begyndte at snorke. Sex var alt andet end positivt. Bare tanken gav mig kvalme.

Jeg hadede det. Hadede følelsen af afmagt. Af ikke at have et valg.

En enkelt gang sagde jeg nej. Jeg behøver næppe at fortælle, hvad der skete bagefter. Den uge havde jeg “influenza” og måtte blive hjemme fra arbejde. Jeg kunne næsten ikke gå. Han sparkede mig over hele kroppen – men aldrig i ansigtet. For det kunne andre jo se.

I næsten tre år blev jeg voldtaget.

Kan du forestille dig det?

Det kunne jeg heller ikke – dengang.

I dag er jeg et andet sted. Jeg lever med en fantastisk, kærlig mand, som støtter mig 100%. Men jeg kan ikke benægte, at de tre år har sat spor. Jeg husker stadig, hvordan han holdt mig fast, rystede mig voldsomt og hvæsede:

“Jeg slår dig kraftedme ihjel, hvis du så meget som hvisker det her til nogen.”

Det er derfor, jeg skriver dette. For at sige: Bed om hjælp. Sig fra første gang. Fortæl det til dine forældre, dine venner, en kollega.

Der er ingen, der vil se dig som svag. De, der elsker dig, vil stå bag dig.

Alle fortjener kærlighed – uden vold, uden trusler, uden regler.

Bryd tavsheden. Sig “hjælp”. Råb det. Skriv det.

For det er aldrig dig, der er det dårlige menneske.