“Undskyld skat”…
Han står foran mig. Øjnene er røde og blanke. Han ser knust ud.
Det havde taget mig over et år at finde modet til at gå første gang. Over et år med frygt, undskyldninger og håb, der døde lidt mere for hver dag.
Jeg husker ikke engang, hvad jeg sagde til min mor, da jeg dukkede op ved døren. Måske ingenting. Måske havde mit ansigt fortalt hele historien.
Jeg gik bare ned i kælderen og lagde mig på sengen i mit gamle pigeværelse.
"Undskyld, skat..."
Jeg ser på ham uden at svare.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg overhovedet åbnede døren. Jeg føler ikke frygt lige nu. Måske fordi jeg er for træt. Måske fordi der ikke er mere tilbage at være bange med.
Kun en vag nysgerrighed.
Eller afmagt.
Han begynder at græde.
Pludselig sidder han på knæ foran mig. Armene er låst om mine ben. Han holder fast, som om jeg kan forsvinde mellem fingrene på ham.
"Undskyld... undskyld..."
Ordene vælter ud mellem hulkene.
Jeg står helt stille.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Så løfter min hånd sig nærmest af sig selv og jeg stryger ham forsigtigt over håret.
Det er alt, der skal til.
Han rejser sig straks.
Tårerne løber ned ad kinderne på ham.
Inde i mig er der kaos.
Mener han det?
Er han virkelig ked af det?
Jeg ved det ikke.
Det gør ondt at se ham græde.
Alle mine forsvarsværker falder sammen på få sekunder. Muren, jeg havde bygget op gennem måneder, styrter til jorden. Planen om aldrig at vende tilbage smuldrer mellem hænderne på mig.
"Jeg tilgiver dig."
Ordene forlader min mund, før jeg når at stoppe dem.
I samme øjeblik vokser en knude i min mave.
Frygten kommer tilbage.
Hvad nu hvis...
Men også håbet.
Det lille, stædige håb.
Han græder jo.
Han må savne mig.
Måske vil han ikke slå mig mere.
Måske bliver det anderledes denne gang.
Måske.
...eller også ved han præcis, hvad han gør.
Jeg ligger sammenkrøllet i fosterstilling.
Armene er stramt foldet omkring kroppen.
Jeg har ondt.
Ikke kun dér, hvor sparkene ramte.
Ikke kun dér, hvor hans knytnæver efterlod blå mærker.
Det værste sidder et andet sted.
Ydmygelsen.
Ordene.
Måden han havde set på mig , mens han straffede mig.
Timer med slag.
Timer med kontrol.
Timer, hvor jeg ophørte med at være et menneske og blev noget, han kunne afreagere på.
Jeg fryser.
Endnu en gang har jeg ringet til arbejdet og meldt mig syg med influenza.
Endnu en gang har jeg løjet.
Ansigtet er hævet.
Selvværdet er knust.
Jeg er tilbage i sit personlige helvede.
Jeg var fri i nogle få dage.
Jeg nåede faktisk at mærke friheden.
Luft.
Ro.
Muligheden for et andet liv.
Så kom han.
Og jeg tog med ham tilbage.
Jeg kunne have sagt nej.
Ingen tvang mig ind i bilen.
Men det var ikke nej, der kom ud af min mund.
Det var håbet.
Det forbandede håb.
På vej hjem sad jeg ved siden af ham og troede et kort øjeblik på fremtiden.
Troede på kærligheden.
Troede på forandring.
Det holdt i omkring tredive minutter.
Så parkerede vi foran det lille rækkehus.
Yderdøren lukkede bag os.
Klik.
Jeg hører stadig lyden.
Min fængselsport.
Hans ansigt ændrede sig næsten øjeblikkeligt.
Det bløde forsvandt.
Kulden kom tilbage.
Jeg mærkede kvalmen med det samme.
Og frygten.
Den velkendte frygt.
Jeg vidste, at han hadede at have grædt foran mig.
Jeg vidste, at der ville komme en regning.
Spørgsmålet var kun, hvor høj den blev.
Svaret fik jeg den aften.
Med renter.
Jeg ligger stadig på gulvet.
Jeg fryser stadig.
Men jeg orker ikke at flytte sig.
Hver eneste muskel protesterer.
Hovedet dunker.
Hans fingre havde været begravet i mit hår, mens han slæbte mig gennem huset.
Jeg er vred på sig selv.
Nej.
Ikke vred.
Foragtfuld.
Hvordan kunne jeg tro på ham igen?
Hvordan kunne jeg falde for tårerne?
Men et andet sted inde i mig er der ikke engang vrede længere.
Kun opgivenhed.
Som mudder, der langsomt synker til bunds.
Måske er det bare mit liv.
Måske er det alt, jeg fortjener.
Et liv, hvor jeg lever af minderne om de gode dage.
Små krummer af kærlighed.
Små øjeblikke af varme.
Gemmer dem, som et sultent menneske gemmer brød.
For jeg ved, at de dårlige dage kommer igen.
Altid.
Og de gode dage bliver færre.
Mindre.
Svagere.
Til sidst forsvinder de.
Ligesom mig.
Telefonen ringer.
Jeg stivner.
Det er ham.
Han er på arbejde.
Han skal bare lige høre, hvad jeg laver.
Kontrollere.
Måle.
Eje.
Han fortæller mig , at jeg skal handle ind.
Jeg har tredive minutter.
Så skal jeg ringe tilbage.
Ikke fordi han savner mig.
Ikke fordi han er bekymret.
Men fordi han vil vide, at jeg ikke har været sammen med andre mænd.
Hvis jeg ringer to minutter for sent, kender jeg konsekvensen.
Hvis det tager fire minutter længere i køen, kender jeg konsekvensen.
Hvis min telefon løber tør for strøm, kender jeg konsekvensen.
Angsten er altid til stede.
Som skyggen af hans hånd over mit liv.
Den følger mig overalt.
Når jeg handler.
Når jeg sover.
Når jeg arbejder.
Når jeg trækker vejret.
Det er angsten, der holder mig fanget.
Ikke låse.
Ikke mure.
Angsten.
Og jeg fodrer den hver eneste dag, fordi jeg ikke længere tror på, at jeg kan overleve uden den.
Jeg har givet op.
Og nu tør jeg ikke forlade ham igen.
For første gang er det ikke ham, der holder døren lukket.
Det er frygten….
Dette var mit liv - mit helvede i 3 år. Jeg skriver om det. Måske en dag en bog. Uanset hvad - så hjælper det mig og jeg håber det er med til at bryde tabu omkring fysisk og psykisk vold, som både mænd og kvinder er ramt af.