Lad os kalde ham “Poul”…

På vej til et privat møde på min fridag ser jeg en ældre herre gå langs cykelstien i Jægerspris. Da jeg nærmer mig, vender han sig om og stikker tommelfingeren frem.

Jeg kører ind til siden og spørger, hvad jeg kan hjælpe ham med.

Jeg ender med at køre ham hjem til Over Draaby Strand, og snakken falder helt naturligt. Som den nogle gange gør mellem mennesker, der ikke kender hinanden, men alligevel finder en fælles tone. Han har boet i sin bolig i mere end 30 år og har oplevet en verden på sit arbejde. Hans stemme er rolig og han er meget vidende.

Da jeg sætter ham af, åbner han bildøren og er næsten helt ude. Så vender han sig om.

"Vil du ikke besøge mig en dag?"

"Drikker du kaffe?"

Jeg når knap at svare, før han begynder at forklare, hvordan jeg finder hans indgang. Hvor jeg skal banke på. Og hvis han ikke hører det første bank, er der en dør mere, jeg kan prøve. Som om besøget allerede var aftalt.

Jeg smiler og fortæller ham, at jeg faktisk ikke drikker kaffe. “Men hvis du kan lave te, så lover jeg at kigge forbi en dag."

Han nikker tilfreds.

Og så går han uden at kigge sig tilbage.

Tilbage sidder jeg med en følelse af, at verden måske slet ikke er så stor, som vi gør den til. At et menneske kan stige ind i ens bil som fremmed og stige ud igen med en invitation i hånden.

Ikke fordi vi kendte hinanden. Men fordi vi havde taget os tid til det lille stykke vej sammen.

Nogle mennesker beder ikke om meget. Bare et lift. En kop kaffe. En samtale.

Og noget af det, der rørte mig mest, var, at “Poul” ikke spurgte efter mit telefonnummer. Han lavede ingen aftale, fandt ingen kalender frem og foreslog ingen dato. Han fortalte bare, hvordan jeg kunne finde hans indgang. Hvilken dør jeg skulle banke på. Og hvilken dør jeg kunne prøve, hvis han ikke hørte den første. Som man gjorde engang.

Med den stille tillid til, at hvis jeg en dag kom forbi, så ville jeg være velkommen.

Måske er det netop den slags møder, der minder os om, hvor lidt der egentlig skal til. Et menneske med en tommelfinger langs vejen. Et andet menneske, der stopper. Og pludselig er verden blevet en anelse mindre, varmere og meget mere menneskelig.

Tak “Poul”…. Og vi ses