Min sommerferie synger på sidste vers…

Når jeg kigger tilbage, er ferien altid fløjet af sted. Men for første gang i mange år har jeg også haft dage, hvor der absolut intet stod i kalenderen, og det var tiltrængt.

Det har været et hårdt år. For første gang i 26 år har jeg været helt alene. Jeg står også midt i en skilsmisse og et hussalg. At bo alene, uden mand, børn eller katte, er en ny virkelighed for mig. En ny version af mig selv, som jeg stadig er ved at lære at kende.

Jeg har fået en lejlighed i Kulhuse, og ikke hvilken som helst lejlighed. Nej, en fantastisk dejlig lejlighed med de skønneste naboer, en lille have og en skøn terrasse. Den er lige mig. Jeg elsker alt ved den og glæder mig til at se, hvordan den kommer til at forme sig.

Jeg har cyklet rundt i Kulhuse, besøgt venner og både grædt og grinet sammen med dem. Jeg har haft gæster, ikke mange, men nogle få. Samtidig har jeg haft brug for at trække mig lidt tilbage, mærke efter og finde overskud. For det har ikke været der hver eneste dag i juli.

Min ferie har været fire skønne, men også hårde uger. På mandag starter hverdagen igen. Jeg har nydt ferien, og jeg har hadet den. Begge dele kan godt være sande på samme tid.

Jeg har skullet øve mig i at være alene hjemme. Helt alene. Ingen at snakke med, ingen at vende dagens tanker og bekymringer med. Ja, det er mit eget valg, at jeg vil skilles. Men det gør ikke sorgen mindre.

Jeg har ligget i fosterstilling på sofaen og grædt. Jeg har haft virkelig ondt af mig selv. Jeg vidste godt, at det ville komme. At jeg følelsesmæssigt ville gå lidt i stykker. Det var forventet, men det gjorde det ikke mindre hårdt. Heldigvis er jeg på vej tilbage. Det tager tid, og det er helt okay. Det tager nemlig præcis den tid, det skal tage.

Jeg håber, din sommer har været bare halvt så magisk som min. Billedet er taget ved en af de smukke solnedgange her i Kulhuse. Her er så fantastisk. Så stille. Og lige nu er stilheden helende for mig.

Det skal nok blive godt.

Jeg skal nok finde hjem igen. Adressen er måske ikke den samme længere, men jeg er stadig Charlotte.

Mit hjerte skal bare lige have lov til at hele.